Opstandelsen

Gravmæle over Jens Skovrider som døde i 2021.

Et gravmæle er et særligt og monumentalt minde om en kær afdød.

Ofte afspejler de døden på en stærk måde. Gravmæler er ofte meget store sten som ligger tungt på graven og symboliserer, at her ligger en særlig person begravet. Døden er det særlige ved gravmælet og det afspejler ofte den afdødes sociale position i samfundet. Jo større gravmæle jo mere social og samfundsmæssig betydning har den afdøde haft i livet. Der er ofte noget dystert over gravmæler, de kommunikerer døden stærkt og sådan som jeg ser det er der ikke levnet megen mulighed for opstandelsen. Døden er endelig. Når man går en tur på Almen kirkegaard får man et stærkt billede af denne tunge og dystre symbolik.

Med gravmælet over Jens Skovrider bliver der åbnet op for en helt ny symbolik. Gravmælet er let, næsten svævende over gravhøjen. Med dette monument har Jens Skovrider selv, hans kone Sigrid og de to kunstnere Claus Ørntoft og Marit Benthe Norheim  i samhørighed  udformet et kunstnerisk udtryk for genopstandelsen, sådan som jeg ser det. Det er et æstetisk stærkt kommunikativt udtryk for hvorledes døden og livet er forbundne i hinandens kærlighed. Gravmælet er en etisk værdi som  genskabelsen af opstandelsen. Den er opstandelsen. Men den er også fysisk, den smukke skifer er fra Dovre fjeld i Norge, hvor Jens`s  mor kom fra.

Kunstnerne har med dette gravmæle udviklet et helt nyt kunstnerisk, æstetisk og historisk monument for begravelse, hvor døden ikke står alene, men hvor opstandelsen og det evige liv er den etiske værdi for gravmælet. Det er intet mindre end et nybrud, hvor livets kredsløb danner rammen om kristi opstandelse. I den kristne tro er opstandelsen dødens nødvendighed. Uden opstandelse intet liv og derfor er dette gravmæle så vigtigt for den kristne tro. Det giver os håb og kærlighed både til livet, til døden og genopstandelsen.

Englen rejser sig majestætisk i midten og skubber de tunge skifersten til side, som på jesu gravhøj og her ser vi, hvorledes englen skubber mere til den ene side, hvor stenene er flest og tungest. Englen næsten bevæger sig op af graven og stræber efter det guddommelige, opstandelsen. Englen skaber det guddommelige rum for opstandelsen. Opstandelsen er ikke blot en mulighed, men her bliver den til virkelighed for Jens Skovrider.

Engel kommer fra det græske ord angelos, som betyder sendebud. Englene er overjordiske væsener der fungerer som budbringere fra gud til os mennesker, de optræder som skytsånder og hjælpere for os mennesker i mange afskygninger. Vi kender ærkeenglen og skytsenglen, men der er et utal af engle og vi ser dem afbildet i kunsten alle steder, hvor de skaber håb og glæde for mennesker. Englen ved Jens gravsted kommunikerer med Jens, skaber rum for opstandelsen og giver gud besked om Jens komme i guds evige rige. Vi ser englene som lys over det guddommelige.

Opstandelsen er det der sker, når et dødt menneske får nyt liv og genopstår. Efter opstandelsen får man evigt liv hos gud og man skal aldrig dø igen. Påskemorgen genopstod jesus, stenen var flyttet fra graven, graven var tom, kvinderne ved graven var de første vidner, som så engle, der fortalte dem, at jesus var opstået fra de døde. Der var et stærkt hvidt lys over hele gravstedet.

Jeg vil tro, at når Sigrid fra tid til anden, måske påskemorgen, sidder og ser på gravmælet, som er opstandelsen, vil hun kunne se et stærkt hvidt lys, kærlighedens lys.

Kærligheden er livets og dødens stærkeste kraft, den er den akse hele vores liv drejer sig om. Jens gravmæle er kærlighedens budskab til vi mennesker og taknemmelighed til gud, det er det budskab englene bringer.

Kærligheden kan beskrives på mange måder, men for mig er der et udtryk der mere end noget andet giver kærligheden mening og dybde i en æstetisk og etisk kommunikativ altomfattende værdi, kærlighedens vædi. Det er Paulus der har formuleret budskabet for 2000 år siden og lad det her stå som englenes budskab. Paulus siger i hans første brev til borgerne i Korinth:

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.  Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.  Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.  Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.  Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.  For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis,  men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.  Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.  Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Guds fred være med Jens.

Lisbeth og Gunnar Scott Reinbacher