Lendum Soltorv er under opførelse og er et samarbejde mellem Claus Ørntoft og Lendum Kunst- og Kulturforening.
Soltorvet er en kunstnerisk løsning på et nyt samlingspunkt i Lendum – et centrum i byen, hvor liv og trivsel kan udfolde sig.

Med kunsten nytænkes den tidligere P-plads med et solur og skulpturelle elementer, som både kan nydes selvstændigt, men også benyttes praktisk som bænk og mødested – en grobund for en ny kultur.
Desuden skaber solurets halvcirkel et brud på vejbanens monotone linje, hvilket bringer bilernes hastighed ned. Soltorvet vil dermed give byen en roligere puls.
Lendum Kunst- og Kulturforening håber på en blivende social og økonomisk effekt  af  Soltorvet, da der kan arrangeres årligt tilbagevendende begivenheder som f.eks. høstmarked, julemarked, antikmarked, kunsthåndværkermarked, koncerter m.m. samt initiativer fra det lokale foreningsliv. Med tiden vil dette skabe traditioner og bedre samliv.
Desuden håber foreningen på, at Soltorvet, som kunstnerisk attraktion, og social aktivitets-generator, vil være med til at markere Lendum på landkortet, så byen også i fremtiden vil være en landsby, hvor bosætning vil ske, og dermed sikre, at bl.a Brugsen og øvrige erhvervsdrivende, Lendum Skole, vuggestuen og børnehaven, foreningslivet, forsamlingshuset, idrætshallen m.m, også fremover vil kunne eksistere.

3/4 VEJS FEJRING AF LENDUM SOLTORV DEN 25. NOVEMBER 2018

Solen skinnede og mange var mødt op for at se hvor langt pladsen er kommet. Dette blev fejret med taler, musik, sang og Gløgg og æbleskiver. For at vise det som mangler inden pladsen står færdig, var der på dagen opstillet træ modeller i 1:1 af gnomonen, bænken og lyssætningen. Projektet er klar til sidste etape, så snart de sidste midler hertil er fundet.

 

SOLTORVSSANGEN

I anledning af Soltorvets
indvielse d. 25.11.-2018

Melodi:
”Jeg en gård mig bygge vil”

 

skrevet af Jan Marsfeldt 

 

Jeg et Soltorv bygge vil.
Der skal være viser til.
To skulpturer står og lurer,
mens at borgerne går ture,
for at se hvad klokken er.
Virker bedst i solskinsvejr.

Ørntoft fik en god idé,
og i dag så kan vi se,
hvad hans hjerne den har udtænkt,
hvorfor han har været ophængt.
Det er ikke gået kvikt,
men nu har vi no´et unikt.

Ørntoft følte kæmpe trang,
til at rejse ned til Kang.
For til Kina skulle han ud,
for der var et dejligt stenbrud.
L
idt af Kina Danmark får,
Ligger nu dér, hvor du står.

Skååål – i glögg!

Det har taget noget tid,
fonds-ansøgningen var strid.
Mange penge varer længe,
at få ind i kunstens gænge.
Mange folk os hjulpet har,
der skal lyde tak herfra.

Astronomisk tid vi har,
her når Soltorvet står klar.
Gennem universets tomrum,
stråler solen ned til Lendum.
Kaster skygge på granit,
læser klokken, det´ et hit

Nogen tror vi sælger hash,
på vor nye fælles plads.
Alle dem må vi så skuffe
at de ikk´ en joint ka´ puffe.
Vil de ha et ”dealer” navn,
må de ta til København.

Skååål – i glögg!

IDEEN

DIGITALE FREMSTILLET FOTOMONTAGER AF DET KOMMENDE SOLTORV, OG DE FØRSTE SKITSER
Uanset om man kommer fra Tårsvej, Skærumvej eller Søndergade, ser man pladsen på lang afstand. Pladsen bliver bygget op af fliser og granit, så den kørende trafik er klar over, den bevæger sig ind på et torv, hvor trafikken vil være sekundær. I midten af halvcirklen skal selve soluret stå med urskive i granit og en oprejst ”viser”, hvis skygge angiver klokkeslettet

OM DEN KUNSTNERISKE IDE BAG SOLTORVET

”Et torv vil samle byen og give den et nyt ansigt. Der vil blive skabt et stort rum midt i byen. Ved at inkludere kirkens p-plads i det nye torv kan man trække en linje fra nord til syd. Ideen med et solur virker oplagt og skaber et samlende princip.
Den karakterløse parkeringsplads vil ændre karakter, og blive en aktiv del af Soltorvets opbygning, alt i en stram symmetri. Pladsen og vejbanen vil være belagt med granit, så den kørende trafik er klar over, man bevæger sig ind på et torv.
Solurets inderste halvcirkel er opholdsstedet, løftet mod nord. Der opstår således en kant mod trafikken, så ophold på pladsen føles skærmet og trygt. Pladsen skal have en klar stringens, i modspil til skulpturernes organiske dynamik.”

Claus Ørntoft

SEPTEMBER 2018 - VERDENSHJØRNER OG ASFALTERING 

MAJ 2018 - DYRENE ER FÆRDIG TILHUGGET TIL DET NYE TORV, HVOR DE PLACERES PÅ DERES NYE PLADS

MAJ 2018 - DE TO DYR KOMMER TILBAGE PÅ DEN NYE PLADS, HVOR DE TILHUGGES TIL DERES NYE PLACERING

DECEMBER 2017 - SOLTORVET BEGYNDER AT TAGE FORM

NOVEMBER 2017 - GRANITTEN LÆGGES MED STOR PRÆCISION FOR AT LAVE SOLURET

MAJ 2017 - BRUDDET I RUSHAN, WEIHAI, SHANDONG I KINA

NOVEMBER 2015 - BYGGEPLADSEN I LENDUM

JULI 2015 - BYGGEPLADSEN I LENDUM

APRIL 2015 - BYGGEPLADSEN I LENDUM

2014 - BYGGEPLADSEN I LENDUM
De store maskiner skal tages i brug for at flytte Ørntofts skulpturer. "Hunnen" vejer 10 tons og "Hannen" vejer 12 tons.